ANMELDELSER
TEATERAVISEN, 10.09.14
5 stjerner
Af Anne Middelboe Christensen
Blondine og brunette i Blixen-tango
‘Blixen Unplugged’ er en fascinerende fortælleteaterforestilling. Men skæbnefortællingernes magi dirrende mellem Petrine Agger og Mette Franks stemmer.
Der er en dragning over Karen Blixens tekster, som kan overmande selv den mest åndløse gymnastiksal.
Det beviser Blixen Unplugged Fortælleteater i hvert fald med sin første forestilling, der ret og slet hedder ‘Blixen Unplugged’.
Her er alt live, og her er alt basalt: To kvinder i et rum med to stole i midten – og med tilskuerne siddende i en oval rundt om som bolværk mod virkeligheden. Eneste rekvisitter er et par eksotisk lysende appelsiner fra Blixens skibsverden.
Resten af forestillingen udspiller sig mellem de to kvindestemmer, en lys og en mørk. Og mellem de to kroppe, der både gestalter mænd og kvinder og forheksede fugle undervejs. Det er meget betagende.
Flyvsk logik
Skuespillerne Petrine Agger og Mette Frank har tydeligvis opholdt sig så længe i Karen Blixens fantastiske univers, at deres kroppe fuldstændig underlægger sig fortællingerne flyvske logik og psykologiens altafvæbnende skæbnetro.
Her er ingen protester om de ofte urimelige hændelser. Her er kun loyal indlevelse.
For fortællingerne reciteres ord for ord. Her er intet tildigtet eller fjernet. Her er kun råmaterialet, altså Blixen-ordene, som forvandler sig til drama, når skuespillerne fremsiger dem.
Som to tangodansere
Instruktøren Karen-Lise Mynster har lagt alt fokus på fraseringen af ordene og balancen mellem stemmerne. Enhver litteraturanalyse er for længst tilendebragt. Alle tolkningsvalg er taget. Og skuespillerne bevæger sig mod hinanden som to tangodansere: i evig vægtoverførsel , hvor magten skifter fra den ene til den anden. Det er flot og stærkt.
Desuden klæder de hinanden – Petrine Aggers lyse hår og hurtige krop matcher godt Mette Franks mørke hår og rolige bevægelser. Blondinen og brunetten er ens klædte, men aldeles forskellige af sind og temperament. Og så deler de ellers Blixen-linjerne mellem sig, begærligt og nysgerrigt.
Mere lys, please!
Som teater betragtet er dette fortælleteater lige på kanten af, hvad teenagere kan klare. Den sproglige fokus og den spartanske indpakning kræver nok en opmærksomhed, som bedst kan honoreres af gymnasieelever.
Men Blixens sprog har en mærkelig drivkraft. Selv om mange af ordene virker omstændelige og gammeldags, så har de en umiskendelig fremdrift, som får tilskuerne til at lytte videre. Også de unge.
At så teaterrummet kunne være blevet mere spændende ved at blive mørkelagt og få en egentlig lyssætning, det siger sig selv. Men denne ’unplugged’ teaterversion er tydeligvis en low-budget forestilling, hvor ordene har fået første prioritet, og det er naturligvis i orden.
Visuelt kunne forestillingens skuespil bare godt fortjene noget mere.
Det første blik
Forestillingen deler sig i to. Først kommer den berømte og storladne eventyrberetning ‘Skibsdrengens fortælling’, der står så lyslevende i rummet, at jeg aldrig mere vil kunne læse denne historie om kærlighed ved første blik uden at se gymnastiksalen i Holstebro for mig. Og bagefter kommer den lillebitte fortælling ‘Ringen’ – om to nygifte, hvis lykke forskubbes og umuliggøres for altid af ét eneste blik mellem to, der ikke skulle have set hinanden i øjnene.
Her bliver skuespillerne næsten usynlige. Så stærkt virker fortællingen, at deres stemmer uden videre skaber den fatale lysning i skoven, hvor alt bliver forandret.
Som fortælleteater er denne forestilling altså så beskeden i sine ydre virkemidler, som den overhovedet kan blive. Men som ordkunst er den noget af det ypperste. Den sidder i kroppen længe efter. Som Blixen tatoveret i tankerne.
KULTURTID 17.06.15
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Af Tonny Olausen
En af de helt særlige forestillinger på CPH:STAGE 2015 må siges at være ‘Skibsdrengens fortælling’ af Karen Blixen på Teatergrad.
Det er helt utroligt hvor kraftfuld ordets magt kan være. Som publikum hypnotiseres man fuldstændig af Petrine Agger og Mette Frank’s fængslende stemmer og fortællemetode.
Publikum sidder i en rundkreds, der danner scenen. I midten står kun to stole, hvorpå der ligger to appelsiner. Nu begynder fortællingen om den unge skibsdreng Simon. Med en fantastisk timing og stemmekontrol begynder de do skuespillere at male forestillingen med deres kraftfulde stemmer. Man er draget fra første sekund, og man ser tydeligt handlingen malet med kraftige penselstrøg. På ingen tid sidder man, og er dybt afhængig og grådig efter mere. Når Petrine og Mette driller med kortere pauser, går det op for en, hvor fængslende det er, og at de fuldstændig har magten over sit publikum. Det er FASCINERENDE og sanse-teater, når det er bedst.
WEEKENDAVISEN, 22.02.13
Af Susanne Fabricius
Petrine Agger og Mette Frank har dramatiseret Skibsdrengens fortælling fra Vinter-Eventyr. Ved hjælp af to hvide stole, et par appelsiner og sømandstrøjer over neutrale mørke bukser agerer de fortællingen i en blanding af skuespil og recitation, hvor Mette Frank har påtaget sig skibsdrengens figur og Petrine Agger samtlige andre i en særpræget duet.
UDTALELSER
Jeg var så heldig at se Petrine Aggers og Mette Franks forestilling ”En skibsdrengs fortælling” af Karen Blixen med mine voksne kursister af anden etnisk herkomst (Afghanistan, Iran og Irak). Flertallet har kun været i Danmark i få år, så det var noget af en mundfuld blot at forstå Blixens lidt gammeldags sprog og særegne mellemting mellem et eventyr og en novelle. Vi læste og analyserede novellen i dagene op til forestillingen og diskuterede teksten, så den til slut var analyseret godt igennem. Alligevel var det som om fortællingen fik helt nye dimensioner takket være Petrines og Mettes udtryksfulde gestik og kropssprog. Nu sad vi pludselig beriget med endnu nye lag af samme beretning, lag, der udspillede sig i spændingsfeltet mellem Petrines jordbundne og temperamentsfulde dramatik og Mettes svævende og personligt betonede poesi. De spændte novellens ord ud imellem sig, ordret og tro mod Blixens novelle, kastede de lystigt, trodsigt og frejdig ordene op – og greb dem som gule, varme, tropiske appelsiner i luften, fragtet over verdenshavene takke være skibsdrengens og Blixens Vintereventyr. Jeg har aldrig før set en novelle iscenesat tro mod originalteksten, synes ideen er genial og håber der i fremtiden kommer flere sådanne enkelt iscenesatte skuespil med et minimum af rekvisitter og scenografi, hvor skuespillerne tager ud og besøger alle os, der ikke er faste teatergængere eller garvede litteraturkendere, for den sags skyld. Efter forestillingen var kursisterne enige om, at de alle havde forstået nogle dybere lag af novellen – og nogle nye sider af den danske fortælle- og teatertradition. Jeg kan på det varmeste anbefale forestillingen ”En skibsdrengs fortælling” til skoler, sprogskoler, gymnasier mm, men sørg for ikke at være for mange der ser forestillingen på en gang – det giver akkurat den intimitet og nærhed der gør den så flyvsk, fanden i voldsk og jordbunden på en gang.
Michelle Skov, underviser på VUC, Greve