Presse

(Pressekit er  på vej)
ANMELDELSER

Petrine Agger og Mette Frank har dramatiseret Skibsdrengens fortælling fra Vinter-Eventyr. Ved hjælp af to hvide stole, et par appelsiner og sømandstrøjer over neutrale mørke bukser agerer de fortællingen i en blanding af skuespil og recitation, hvor Mette Frank har påtaget sig skibsdrengens figur og Petrine Agger samtlige andre i en særpræget duet.
Susanne Fabricius, Weekendavisen, 22.02.13.

UDTALELSER
Jeg var så heldig at se Petrine Aggers og Mette Franks forestilling ”En skibsdrengs fortælling” af Karen Blixen med mine voksne kursister af anden etnisk herkomst (Afghanistan, Iran og Irak). Flertallet har kun været i Danmark i få år, så det var noget af en mundfuld blot at forstå Blixens lidt gammeldags sprog og særegne mellemting mellem et eventyr og en novelle. Vi læste og analyserede novellen i dagene op til forestillingen og diskuterede teksten, så den til slut var analyseret godt igennem. Alligevel var det som om fortællingen fik helt nye dimensioner takket være Petrines og Mettes udtryksfulde gestik og kropssprog. Nu sad vi pludselig beriget med endnu nye lag af samme beretning, lag, der udspillede sig i spændingsfeltet mellem Petrines jordbundne og temperamentsfulde dramatik og Mettes svævende og personligt betonede poesi. De spændte novellens ord ud imellem sig, ordret og tro mod Blixens novelle, kastede de lystigt, trodsigt og frejdig ordene op – og greb dem som gule, varme, tropiske appelsiner i luften, fragtet over verdenshavene takke være skibsdrengens og Blixens Vintereventyr. Jeg har aldrig før set en novelle iscenesat tro mod originalteksten, synes ideen er genial og håber der i fremtiden kommer flere sådanne enkelt iscenesatte skuespil med et minimum af rekvisitter og scenografi, hvor skuespillerne tager ud og besøger alle os, der ikke er faste teatergængere eller garvede litteraturkendere, for den sags skyld. Efter forestillingen var kursisterne enige om, at de alle havde forstået nogle dybere lag af novellen – og nogle nye sider af den danske fortælle- og teatertradition. Jeg kan på det varmeste anbefale forestillingen ”En skibsdrengs fortælling” til skoler, sprogskoler, gymnasier mm, men sørg for ikke at være for mange der ser forestillingen på en gang – det giver akkurat den intimitet og nærhed der gør den så flyvsk, fanden i voldsk og jordbunden på en gang.
Michelle Skov, underviser på VUC, Greve